Amway omsatte for 66.111.120.000 kr i 2014
Det svarer til 181.126.356 kroner i omsætning pr. dag hele året rundt. Nok er beløbet et udtryk for Amway’s totale omsætning i hele verden, men det er stadig et voldsomt stort beløb – og til sammenligning havde A.P. Møller – Mærsk A/S i 2013 driftsindtægter for 266.236.000.000 kroner. Amway, der blev stiftet af Jay Van Andel og Rich DeVos i 1959 i USA, er altså at betragte som en storspiller i mlm-branchen, idet firmaet formår at skabe en årlig omsætning på 1/4 af Danmarks ubestridte største virksomhed A.P. Møller – Mærsk A/S. Udover den monetære sammenligning, så har de to virksomheder absolut intet med hinanden at gøre, og de opererer i hver deres branche.
Amway skriver på deres hjemmeside, at resultatet blev otte procent mindre end i 2013, og at den primære årsag dertil var en mindre omsætning i Kina og svingninger i udenlandske valutakurser. Virksomheden fortsætter dog med at udvise stærk vækst på lang sigt, og er således vokset med 68 procent i løbet af 10 år – og i næsten alle år har der været salgsfremgang.
Amway’s 10 største markeder
De 10 største markeder for Amway var i 2014 Kina, Sydkorea, Japan, USA, Thailand, Rusland, Taiwan, Indien, Malaysia og Ukraine.
Ernæringsprodukter udgør næsten halvdelen af omsætningen
Ernæringsprodukter, som er et yderst populær produkt inden for network marketing, udgjorde 43 procent af Amways omsætning i 2014, mens 25 procent var skønhedsprodukter, 19 procent var varige forbrugsgoder, 8 procent var produkter til hjemmet og de sidste 5 procent var fordelt på andre produkter.
71 millioner husholdninger bruger produkterne fra Amway
En relativ ny undersøgelse lavet af et uafhængigt analyseinstitut konstaterede, at man kunne finde Amway-produkter i 71 millioner husholdninger på 10 af virksomhedens største markeder (Kina, Indien, Japan, Korea, Malaysia, Rusland, Taiwan, Thailand, USA og Vietnam). De mange millioner husholdninger må bestemt have bidraget godt til det totale globale salg, som i 2013 gjorde Amway til verdens største direkte salgsvirksomhed – det kunne man læse på Top-100 listen fra Direct Selling News.
Steve Van Andel, som er formand for Amway, informerede i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet: “Vi oplever fortsat en stor fremgang globalt, hvor udvalgte markeder når rekordstore salgstal, og hvor andre udviser robusthed, der peger i retning af gode resultater i 2015.”
Kilde: Amway melder om en omsætning på USD 10,8 milliarder i 2014