Negative mødre skaber fraværende fædre

[i]Mødre, der ruller med øjnene og vrisser, hver eneste gang faderen nærmer sig spædbarnet, er den direkte årsag til, at fædre trækker sig ud af barnets tidlige tilværelse. Det viser den mest grundige undersøgelse af småbørnsfamilier, der endnu er gennemført. Adfærdspsykolog og professor ved universitet i Ohio Sarah Schoppe-Sullivan har undersøgt par før og efter fødslen, og konklusionerne er utvetydige. Jo mere mødre kritiserer, desto mindre medvirker faderen i barnets tidlige måneder. Undersøgelsen er ikke en kritik af mødrene, men viser at moderens holdning til faderens indsats er temmelig vigtig.
Kilde: Nyhedsavisen 24/6-08 s.12[/i]

I forbindelse med opdragelse af børn er det overordentligt let at kritisere, skælde ud eller for den sags skyld at bruge vold, for at få barnet til at “makke ret”. Det er ikke svært at være negativ. Det er på mange måder lettere end at være positiv – men de langsigtede konsekvenser og resultater er ikke så attraktive, som når man derimod er positiv.
[more]
Surhed og negativitet kan styre en hel familie, og er en ganske effektiv måde at manipulere andre på. Alt, hvad vi kan og gør, har vi lært, primært af vores forældre eller de rollemodeller vi havde, da vi var børn. Hvis fx mor er sur, og far står på pinde for hende, har barnet lært en adfærd, som det automatisk bruger, når det bliver voksent. Vi så jo som børn hvordan det skulle gøres (eller ikke gøres), og vi lærte, hvad der virkede. Psykoterapeut John Gray har ganske godt beskrevet relationer mellem kønnene i sin bog “Mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus”. Forskellen mellem mænd og kvinder er så stor, at den kan være temmelig svær at forstå. På nøjagtigt samme måde kan det være svært for en lønmodtager at forstå, hvad det vil sige at være selvstændig. Eller en medarbejder at forstå hvad det vil sige at være leder. Det er nemlig totalt anderledes.

[b]Valg[/b]

Hvis jeg vælger at være negativ og offer, er hvad-som-helst negativt. Tænk blot på perioden lige før en skilsmisse eller fyring… Man vil hele tiden søge efter dét, der kan bekræfte sin holdning (for-dom).

[b]Kritik[/b]

Synes du, at du bliver kritiseret af andre mennesker? Folk er lige så hårde ved os, som vi er hårde ved os selv. Den indre kritiker matcher de ydre kritikere.

Hvad sker der, hvis de IKKE matcher? Hvis andre er hårdere ved os, end vi er hårde ved os selv, så skipper vi dem og vil ikke høre på dem.

Hvis de ikke er hårde nok (hvis de er blidere) er de ikke interessante for os, og vi dropper dem. Hvis vi føler, at andre ikke kritiserer os nok, kan det være at vi synes, at de ikke er troværdige. Vi føler måske ikke, at de har set os, som vi virkelig er. Så vi har lært at udvikle en adfærd, der får andre til at matche os – fx så de kritiserer os.

Alt, hvad vi oplever i den ydre verden, er spejlbilleder på vores egen indre verden. Vi projicerer vores egne ting ud på andre mennesker, som vi omgiver os med. Hvis man vil lære sig selv at kende, skal man blot kigge på de mennesker, man har valgt at omgive sig med. At erkende at det forholder sig sådan er et vigtigt skridt i retning af at tage ansvar for sig selv, og at ændre sin situation.